Kina har meddelt de andre deltagere på COP15-mødet i København, at nationen ikke ser nogen chance for at nå frem til en operationel aftale i København, skriver nyhedsbureauet Reuters. Kineserne vil i stedet afslutte konferencen med en kort erklæring.
Det er diskussioner med G77-landene, udviklingslandene, der har ført frem til kinesernes beslutning. Meldingen kommer fra en unavngiven kinesisk embedsmand, der er involveret i forhandlingerne i København. Han siger til Reuters, at man kan slutte med "en kort politisk erklæring af en slags".
Embedsmanden siger samtidig, at man stadig forsøger at opnå et gennembrud i forhandlinger, der kan udmunde i underskrivelsen af en operationel aftale.
Kina står sammen med ulandene
Udtalelsen kommer, mens en lang række stats- og regeringschefer er på vej til København i håbet om at nå en klimaaftale.
Ifølge den kinesiske embedsmand er det springende punkt for Kina et processpørgsmål. Kineserne har natten til torsdag meddelt det danske COP15-formandskab, at man står sammen med G77-landene.
Ulande sure på Danmark
Det var ventet, at det danske formandskab skulle præsenterede sit første officielle udkast til en ny klimaaftale i går, men gruppen af udviklingslande var oprørte over, at de ikke var blevet inddraget i processen. Det bremsede fremlæggelsen.
Udviklingslandene har klaget over Danmarks forsøg på at udpege små forhandlingsgrupper, der skulle gå gennem de forskellige forhandlingstekster. Kina mener, ligesom G77-landene, at danskerne ikke har ret til at foretage denne opdeling.
Kina ikke spurgt om klima-tekst
Kinas officielle chefforhandler på topmødet, Su Wei, siger, at Danmarks forsøg med at sende et nyt aftaleudkast i cirkulation er en trussel mod konferencens succes.
Kina var nemlig ikke blevet konsulteret, forklarer Wei over for det tyske nyhedsbureau dpa.
"Man kan ikke bare komme med en tekst, som er faldet ned fra himlen," siger han til dpa.
Su Wei gør det samtidig klart, at alle parter er enige om, at man kun kan diskutere i to store arbejdsgrupper, der "er den eneste legitime basis for diskussion omkring udfaldet af samtalerne i København". Hermed mener han, ilande og ulande.
"Vi forsøger ikke engang"
Den britiske klimaminister, Ed Miliband, er heller ikke længere optimist i forhold til at nå en aftale.
"Vi når måske ikke til mål gennem substans, det er ganske muligt, at vi fejler på substansen, men i det mindste må vi gøre et forsøg," siger Miliband og tilføjer:
"I øjeblikket er problemet, at vi ikke engang forsøger".
Enten ryger man direkte ind i en mur
Australiens premierminister, Kevin Rudd, siger til det franske nyhedsbureau AFP, at forhandlingerne er "meget klistrede".
"Karakteren af disse forhandlinger er, at enten ryger man direkte ind i en mur, eller også når man et gennembrud mod slutningen," siger Rudd.
Håbet er nu, at konferencen kan bevæge sig ind i en ny fase, når alverdens statsoverhoveder forhandler direkte med hinanden på COP15-mødets to sidste dage.




