Sangerinden Sussi fra Sussi og Leo ønsker TV 2's læsere glædelig jul.
Hvor og med hvem skal du holde jul?
I år holder vi jul med Leos familie. Hans søster og hans to niecer. Den ene niece bor tæt på os, og den anden bor i London med sin mand. Det bliver ren dansk mad på menuen, som gæsterne fra London glæder sig allermest til.
Selv om vi holder julen hjemme hos os, bliver det ikke mig, der laver maden, for det er de andre vilde efter at lave - og det skal de da have lov til.
Dit bedste juleminde?
Det må være dengang Leo og jeg gav hinanden gaver for første gang. Dengang var vi blot 16 år. Leo gav mig en porcelænsfigur - en figur af en fisker.
Det var en tro kopi af noget kongeligt porcelæn, men selvfølgelig meget billigere, for vi var jo unge og havde ingen penge. Og du kan tro min mormor blev imponeret. Hun var sikker på, at det var ægte kongeligt porcelæn, fordi hun kun så den fra afstand.
Den bedste julegave, du har fået?
Jamen, ud over figuren er jeg ikke blevet sådan ellevild over gaver. Vi giver få og små gaver i vores familie. Det er meget symbolske gaver, som f.eks. specialøl til Leo og en æske chokolade til mig.
Den bedste julegave, du har givet?
Det måtte være det år, hvor Leo og jeg fik fast kontrakt til at spille på Skansen (et spillested i Skagen, red.).
Det år havde vi råd til lidt ekstra. Gaverne til vores niecer husker jeg bedst. Den største af dem fik en transistorradio. Hendes øjne blev kæmpe store, og hun blev simpelthen så glad. Hendes lillesøster fik en dukke, der var større end hende selv.
Hvad ønsker du dig til jul?
Det må være en hundekurv. Vi får nemlig hund til januar - en lille sort Labrador, og den skal da have en ordentlig kurv.
Hver dag frem til den 24. december ønsker kendte personer danskerne glædelig jul på nyhederne.tv2.dk




