Radio og tv-vært Jørn Hjorting ønsker TV 2's læsere en glædelig jul
Hvor og med hvem skal du holde jul?
"Jeg skal holde jul hjemme hos mig selv. Det har vi gjort i mange, mange år," fortæller Jørn Hjorting, der sammen med sin kone Erna har boet i den samme lejlighed i Gl. Holte Boligselskab i 53 år.
"Det bliver sammen med den nærmeste familie. Børn, børnebørn og to hunde. Vi har vores egen Fie, som er en Dansk-Svensk Gårdhund, og så har vi en hund i dagpleje, jeg plejer at kalde det "tålt ophold", det er min datters hund. Den hedder Perle og er en lille Bichon Frisé."
Dit bedste juleminde"
"Jeg har haft så mange gode juleminder, men jeg tror vi skal helt tilbage til 1975. Det var en særlig jul, for det år var jeg for første gang "morgennisse" sammen med Gunnar "Nu" Hansen," husker Jørn Hjorting.
Morgennisserne var i 70'erne et yderst populært program, der blev sendt hver morgen i radioen op til jul.
"Selvom vi skulle op nærmest midt om natten, var det noget af det hyggeligste, jeg har oplevet. Og min kone havde lavet en speciel julekalender til mig, så hver dag kunne jeg tage sådan en lille morgenbitter til at komme i gang på. Det var det man gjorde dengang," griner Hjorting.
Den bedste julegave, du har fået
"Oh, det er meget svært..."
I baggrunden kan man høre Jørns kone Erna, der kommer sin mand til hjælp:
"Din bedste gave var din datter."
Jørn griner igen.
"Nåh, men hun kom nu altså først den 28. december. Men hun skulle have været født juleaften. Det var nu meget godt hun ikke blev det," konstaterer Jørn Hjorting.
Den bedste julegave, du har givet
"Det må så afgjort være noget til min kone," siger Jørn Hjorting, der igen må have assistance fra Erna.
"Hvad er den bedste julegave, du har fået?" spørger han Erna.
"Det Flora Danica halssmykke, jeg havde ønsket mig," fortæller Erna.
"Jeg prøver på at variere det fra år til år. Det er jo meget nemmere at give julegaver til kvinder end til os andre," slår Jørn Hjorting fast.
Hvad ønsker du dig til jul?
"Jeg plejer gerne at ønske mig strømper og pyjamas og den slags ting, men jeg får det aldrig. Det må jeg værsgo selv købe. Man kan godt købe undertøj til damer, men ikke til herrer. Jeg ved ikke hvorfor," griner Jørn Hjorting.
"I år tror jeg nok jeg ønsker mig... Jeg er glad for sådan nogle cardigans uden knapper men med lynlås. Sådan en rigtig lækker en. Ooh ha... den er blød og rar at have på. Den skal nok være sådan lidt hen i det blå, " slutter Jørn Hjorting.
Hver dag frem til den 24. december ønsker kendte personer danskerne glædelig jul på nyhederne.tv2.dk




