Haiti: I orkanens øje - bogstaveligt talt

Mandag d. 30. nov. 2009 kl. 19:05 af Kristian Frederiksen, fred@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Haiti det fattigste land på den vestlige halvkugle med omkring 80% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Orkaners hærgen tog sidste år livet af 4.000 haitianere

I løbet af de sidste fem år har to voldsom-me orkaner kostet næsten 4.000 mennesker livet i Gonaives, hvor Patience Josef bor.

Patience Josef forsøger at være det, hun hedder; tålmodig. Men det er svært, når man bor i orkanens øje. Sidste år mistede hun børn og hjem, da orkanen Hanna raserede den by, hun bor i. Nu forsøger hun at skabe et nyt liv for det eneste barn, hun nåede at redde - den handicappede datter.

"Jeg mistede tre børn og mit hus under orkanen, men heldigvis kom der nogle og gav os et telt. Men nu er det også ødelagt," fortæller Patience Josef og skuer op mod hullet i taget på det telt, som i dag er hendes hjem.

Patience Josef bor i Gonaives i det nordlige Haiti. Det er en af de byer i verden, der er hårdest ramt af orkaner, og i løbet af de sidste fem år har to voldsomme orkaner kostet næsten 4.000 mennesker livet i byen, der er på størrelse med Odense. Men Gonaives er bare en af mange byer, der vil blive ramt i fremtiden.

Varme giver flere orkaner
Videnskaben har været i tvivl, om der vil komme flere orkaner i fremtiden, men de er sikre på, at jo varmere vejret bliver, desto mere kraft vil orkanerne få, desto mere vil blive ødelagt og desto flere menneskeliv vil gå tabt.

Ny forskning tyder dog på, at antallet af orkaner også vil stige. Tidsskriftet Nature har offentliggjort en videnskabelig undersøgelse, hvor forskerne har undersøgt de sidste 1000 års orkaner, og undersøgelsen konkluderer, at antallet af orkaner er stigende i Atlanterhavet.

100-årsstorme bliver 20-årsstorme
Det stopper dog ikke ved orkaner. Vejret vil i det hele taget blive mere ekstremt, end vi er vant til. Vi vil se flere hedebølger, mere tørke, flere tilfælde af voldsom regn og kraftigere storme. Ikke kun i Caribien, men også i Europa og også her i Danmark.

Videnskaben regner med, at storme, som vi normalt vil have karakteriseret som 100-årsstorme, nu vil kunne optræde hvert 20. år, og vi behøver ikke tage mere end et par uger tilbage i tiden for at møde et eksempel.

I det nordlige England rasede et regnvejr, som blev betegnet som det værste i 1000 år. Der faldt 314 mm regn på 24 timer, og byer og broer blev oversvømmet. Selv om dette regnvejr ikke nødvendigvis skyldes et varmere klima, så er det et eksempel på, hvad der kan være i vente, når klimaet ændrer sig.

I Europa vil mange kunne tilpasse sig det voldsommere vejr, men i Haiti og andre af verdens fattige lande vil befolkningen igen og igen opleve, at deres liv vendes på hovedet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Fakta om Haiti

  • Ifølge FN lever over 76% af befolkningen for mindre end 2 US-dollars om dagen og basale behov såsom vand og elektricitet er stadig knap
  • Haiti det fattigste land på den vestlige halvkugle med omkring 80% af befolkningen under fattigdomsgrænsen
  • Der bor cirka ni millioner på i Haiti

Kilde: Udenrigsministeriet