Når en medarbejder får bank hjemme, er det chefens ansvar at hjælpe. Det mener en række virksomheder og fagforeninger, der vil have voldspolitik på arbejdspladserne, skriver metroXpress.
"Alt tyder på, at når man først har fokus på problemet gennem opmærksomhed, snak og debat, bliver kvinderne modige nok til at sige fra eller søge hjælp," forklarer Susanne Fast Jensen, ledelseskonsulent i 3F. "Derfor er vores mål, at alle arbejdspladser får en voldspolitik, og at det bliver lige så normalt som at have en alkoholpolitik," siger hun til avisen.
"Antallet af kvinder, der henvender sig til os, er fordoblet de seneste tre år, og det er blandt andet, fordi arbejdspladserne hjælper kvinderne til at søge hjælp hos os," siger Maria Stetter, kommunikationschef i krisecentret Danner.
Fokus har en stor betydning
Men også cheferne har fokus på problemet. Flere virksomheder har allerede en voldspolitik. Det er ifølge 3F blandt andet virksomheder som ATP, Coloplast og Amnesty International. Og flere er på vej, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening.
"Vores muligheder ligger i, at vi kan sætte fokus på problemet og komme med anbefalinger om, hvordan man kan håndtere det. Og hvis fagbevægelsen ønsker det, er det selvfølgelig noget, vi vil drøfte," siger Sven-Peter Nygaard, sekretær i samarbejdsnævnet i Dansk Arbejdsgiverforening.
"Fokus betyder enormt meget. For eksempel blev en kvinde banket af sin mand i et afsnit i tv-serien 'Sommer', og i tiden efter kunne kvindecentrene måle, at langt flere kvinder henvendte sig for at få hjælp." Susanne Fast Jensen, ledelseskonsulent i 3F Vold mod kvinder.
Der er i dag cirka 70.000 tilfælde af vold mod kvinder i Danmark. Volden foregår i hjemmet, på arbejdspladsen, gaden og andre steder. 28.000 kvinder i Danmark bliver jævnligt udsat for vold i hjemmet. I dag er det FN's internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder.




