Når de bliver født, vejer de under et kilo. De overlever kun ved hjælp af kuvøser, ilttilførsel og medicinering, og er nogle gange indlagt i månedsvis.
Imens ser forældrene til fulde af bekymring og håb om, at deres børn vil overleve og undgå alvorlige handicap. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Og det kan have store omkostninger for forældrene at få et barn, der er født ekstremt for tidligt. Ny dansk forskning viser, at hver tredje mor efterfølgende får symptomer på posttraumatisk stress, skriver avisen.
Konsekvens: Dårlige mødre
Professor Ask Elklit, Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet, er en af forfatterne bag undersøgelsen:
"De har været udsat for en langvarig belastning, hvor de har været konstant agtpågivende, og den vagtsomhed slider på organismen. Perspektivet er, at de bliver dårligere mødre, fordi de ikke har fået ordentlig hjælp. Hvis man gjorde noget mere for dem, ville det komme igen mange gange - også i forhold til børnene," siger han.
Undersøgelsen har set på, hvad det har betydet psykisk for forældre, hvor børnene blev født før 28. uge af graviditeten. Gennemsnitligt vejede børnene i undersøgelsen 842 gram. Efterfølgende viste 20 procent af mødrene symptomer på posttraumatisk stress. 10 procent opfyldte alle kriterier for en diagnose.




