Valgnatten er de lange knives nat

Onsdag d. 18. nov. 2009 kl. 12:55 af Natali Braagaard / mira for TV 2 Nyhederne (opd. d. 18/11 2009; 15:14)

Der er en grund til at natten efter et kommunalvalg bliver kaldt de lange knives nat

Det er en grund til, at natten efter et kommunalvalg kaldes de lange kni­ves nat. Allerede på valgaftenen starter partierne med at konstituere sig, og det kan ske på kryds og tværs af de parti-alliance, som man kender fra Christiansborg.

Således må borgmestre, der troede de sad sikkert og trygt på posten, se sig om efter et andet arbejde efter de lange knives nat:

"Vi har i nattens løb set nogle politi­ske konstitueringer, som jeg ikke hav­de troet på for to dage siden," siger politisk kommentator Hans Engell til TV 2.

Han nævner blandt andet regionsvalget i Hovedstaden, hvor Andreas Røpke fra SF med hjælp fra borgerlige stemmer har været med til at vippe socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen af pinden som formand for Region Hovedstaden.

"Det er mildest talt uhelligt"
"Der er nogle konstitueringer rundt omkring, som viser at SF og Dansk Folkeparti bruger den styrker og de mandater, de har fået. De konstituerer sig på kryds og tværs af partilinje og i et samarbejde, som mildest talt er uhelligt," siger Hans Engell.

Også i Helsingør prøvede et noget usædvanligt samarbejde mellem Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti at vælte den konservative borgmester Per Tærsbøl. Det ser imidlertid ud til, at kupforsøget ikke lykkedes.

I København har Dansk Folkeparti i samarbejde med Venstre og De Radikale desuden været med til at vælte den konservative borgmester.

Borgmester trods de lange knive
I Randers genvinder Henning Jensen Nyhuus borgmesterposten til trods for, at SF og de borgerlige partier på valgnatten indgik en opsigtsvækkende alliance, der betød, at SF'eren Erik Poulsen blev ny borgmester. I et interview på valgnatten sagde Henning Jensen Nyhuus, at han følte han havde fået en kniv i ryggen.

Men i dag besluttede nyvalgte Kasper Fuhr Christensen (SF) at vende tommelfingeren nedad til et kommende samarbejde med den borgerlige fløj, og dermed bliver Nyhuus alligevel borgmester i Randers.

I alt er der efter valget 41 kommuner, der skal have ny borgmester.

Print artikelSend til en ven Del på facebook