Der kommer under alle omstændigheder en motorvej mellem Holstebro og Herning. Det siger trafikordfører, Johs. Poulsen (R), efter forlydender om, at en ny motorvej mellem de to byer er en del af den kommende finanslovaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Noget DF dog afviser.
"Det er en gave, som vi andre har lagt på skinner. Nogle af os smiler og tænker, at det har ikke været så dyrt for regeringen, for mange af os har vidst, at den vil under alle omstændigheder blive bygget," siger Johs. Poulsen.
I trafikaftalen fra januar blev det aftalt at lave en forundersøgelse. Og for nylig blev det på radikal foranledning besluttet at afsætte penge til en såkaldt VVM-undersøgelse, oplyser han og peger på, at der dermed reelt er taget en beslutning. Transportminister Lars Barfoed har ifølge Johs. Poulsen flere gange sagt, at "vi laver kun VVM undersøgelser på de strækninger, vi under alle omstændigheder vil bygge".
Ifølge Jyllands-Posten er en ny motorvej mellem Herning og Holstebro en del af kompromisset i de finanslovforhandlinger, der i slutspurten handler om placeringen af det kommende sygehus i Midtjylland.




