Containerskibet Nele Maersk blev her til morgen beskudt af pirater 1.000 sømil øst for Mogadishu, men slap væk fra dets angribere uden yderligere skade. Det bekræfter Mærsk over for Berlingske Tidende. Piraterne sejlede i en mindre båd op på siden af containerskibet, hvorefter de åbnede ild med automatvåben.
"Vi er netop nu ved at få nærmere oplysninger fra besætningen, men der skete ingen personskader under angrebet," siger Michael Christian Storgaard, presseansvarlig hos A.P. Møller Mærsk til Berlingske Tidende.
Besætningen består ifølge den presseansvarlige af danskere, indere, rumænere og filippinere.
Det lykkedes angiveligt Nele Maersk at slippe væk ved at hæve farten.




