Soldater glade for ny forsvarschef

Tirsdag d. 10. nov. 2009 kl. 14:56 af jely for TV 2 Nyhederne

Knud Bartels

Den nye forsvarschef generalløjtnant Knud Bartels får arbejdsro i et godt stykke tid. De danske soldater har ik­ke tænkt sig at kræve store indrømmel­ser af den nye chef, selv om der både har været en skandale om den omstridte jægerbog og ballade om, hvornår de danske styrker skal ud af Afghanistan.

Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, glæder sig til samarbejdet. Der har nemlig ikke været en forsvarschef i flere uger efter den tidl. forsvarschef tråd­te tilbage efter skandalen om en tidligere jægersoldats bog.

"Det er klart, at den sag har givet nogle ridser i lakken, men vi vil ikke skyde med spredehagl på andre i Forsvarskommandoen. Der er en undersøgelse i gang, og det er afsløret, at to personer har været impliceret. Indtil undersøgelsen er forbi, skal vi holde os i ro," siger Flemming Vinther.

Han understreger, at politisk ballade om spørgsmålet om exitdato fra Afghanistan ikke har den store betydning i forholdet til den nye forsvarschef. Til gengæld kan det betyde noget, at Knud Bartels i en årrække har været Danmarks militære repræsentant i Afghanistan.

"Han kommer med frisk viden om NATO's på tingene. Det kan være en fordel. I andre sammenhænge kan han måske være lidt mærket af at have været væk fra de danske diskussioner. Så der er som altid fordele og ulemper ved at hente en, der af nogle betragtes som værende udefra," siger Flemming Vinther.

Knud Bartels ventes at tiltræde i løbet af få dage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook