Ingen har set Lisbets dynebetræk

Mandag d. 9. nov. 2009 kl. 11:30 af Peter Thorup for TV 2 Nyhederne

Lisbet Nielsens dynebetræk

Det kastede ikke nogen nye henvendel­ser af sig, at Østjyllands Politi i fredags offentliggjorde billeder af den forsvundne Lisbet Nielsens dyne­betræk og brune taske.

"Der er desværre ikke kommet nogen henvendelser på de effekter. Det vil vi rigtig gerne have, så vi kunne få nogle nye spor at gå efter. Det er vores næste skridt," siger Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi til tv2.dk.

Da den 46-årige Lisbet Nielsen forsvandt, gennemgik Østjyllands Politi hendes lejlighed i Risskov sammen med familien, og der blev det klart, at hendes ternede dynebetræk var forsvundet. I forvejen vidste politiet godt, at hendes brune taske manglede.

Revurderer strategien
Eftersøgningen af Lisbet Nielsen er midlertidig indstillet, men det betyder ikke, at Østjyllands Politi har opgivet at finde Lisbet Nielsen:

"Vi er ved at revurdere vores strategi. Vi skal finde ud af, hvor vi skal lede, og hvilke teknikker vi skal bruge," siger Frits Kjeldsen.

Den eneste mistænkte i sagen, den 42-årige Bjarne Østergaard Madsen, hængte sig i sin celle uden at fortælle politiet noget, og derfor er Lisbet Nielsen stadig forsvundet.

Lisbet Nielsens brune taske

Sagen har højeste prioritet
Politiet betragter sagen som en drabssag, og selv om den formodede gerningsmand er død, så har sagen stadig højeste prioritet:

"Det er rigtigt, at den mistænkte er død, men der er stadig mange andre hensyn at tage. Ikke mindst de pårørende. Så sagen har stadig rigtig høj prioritet," siger Frits Kjeldsen.

Sideløbende arbejder teknikere på at analyse et lyst hår og et stykke stof, som blev fundet i bagagerummet i Bjarne Østergaard Madsens sølvgrå Audi. En bil som han ellers rengjorde dagen efter Lisbet Nielsens forsvinden.

"Der går ca. fire uger før vi får svar på de prøver," siger Frits Kjeldsen til tv2.dk.

Print artikelSend til en ven Del på facebook