Fire ud af fem danskere finder det urimeligt at køre længere end 50 km til det nærmeste akutsygehus, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har lavet, svarer 86 pct. af danskerne, at 50 km bør være den absolutte grænse for, hvor langt man skal have til det nærmeste akutsygehus.
Dermed dumper danskerne statsminister Lars Løkkes stort anlagte sygehusplan, som giver borgere i nogle områder op til 90 km til et sygehus, der kan klare patienter med livstruende skader.
18 supersygehuse
Regeringens plan er at lukke små sygehuse i randområderne og i stedet samle akutbehandlingen på 18 supersygehuse.
Målingen lander midt i slutspurten af finanslovforhandlingerne på Christiansborg. Dansk Folkeparti kræver, at regeringen ændrer sin beslutning om at lægge et nyt supersygehus i Gødstrup ved Herning i Midtjylland, og i stedet placerer det i Aulum, som ligger længere mod nordvest.
Kravet kommer efter heftige protester fra borgere i Nordvestjylland, som frygter at få for langt til akutsygehuset.




