Mahmoud Abbas stiller ikke op til det palæstinensiske valg, som han har udskrevet til afholdelse i januar.
Palæstinensiske embedsmænd siger i dag, at selvstyrepræsident Abbas fastholder, at han ikke vil stille op.
Ifølge israelske medier har Abbas meddelt sin beslutning under et ledelsesmøde i sin Fatah-organisation. Israelsk radio citerer en Fatahembedsmand, der var med til mødet, for at sige, at Abbas er skuffet over USA's holdning i fredsprocessen, når det gælder israelske bosættelser.
Her har palæstinenserne krævet, at Israel skal høre helt op med at bygge i bosættelserne.
USA har tidligere sagt det samme, men er på det seneste blevet mere kompromissøgende i spørgsmålet.
En kilde siger, at Abbas senere i dag holder en tale for at forklare sig.




