Foreningen Kirkeasyl holder onsdag aften en demonstration på Christiansborg Slotsplads i protest mod nattens tvangshjemsendelse af endnu en gruppe afviste irakiske asylansøgere.
Kirkeasyl kalder det en hån mod internationale konventioner at sende asylansøgerne hjem uden at kunne garantere for deres sikkerhed. Demonstrationen følger op på Kirkeasyls mislykkede forsøg på at forhindre, at politiet satte asylansøgerne på et fly til Irak fra Roskilde Lufthavn.
Medlem af pressegruppen Rasmus Aastrup siger, at politiet ikke gjorde sig store anstrengelser for at opløse de omkring 200 aktivisters blokader af vejen væk fra Sandholmlejren, hvor politiet holdt en bagudgang fri med en talstærk styrke.
"Natten er overordnet set forløbet roligt. Politiet havde ikke interesse i at bryde blokaden, så det fik ikke det omfang, vi tidligere har set," siger Rasmus Aastrup.
Han oplyser, at Kirkeasyl blev tippet per telefon af to af de udviste irakere, som berettede, at de selv var blevet orienteret om nattens hjemsendelse. Kirkeasyl har ikke tal på, hvor mange irakere der er sendt hjem med flyet i nat.
"Vi ved, der har siddet mellem 15 og 18 af dem i Ellebækfængslet i Sandholmlejren. Men vi ved ikke, om de er sendt af sted alle sammen," siger Rasmus Aastrup.
Tidligere blev 22 sendt hjem med fly til Bagdad den 2. september.
"De holder sig alle sammen enten skjult eller er flygtet igen til et andet land," siger Rasmus Aastrup.




