19 kommuner hæver skatten i 2010

Fredag d. 16. okt. 2009 kl. 14:01 af Natali Braagaard for TV 2 Nyhederne (opd. d. 16/10 2009; 18:49)

Først var der 17, og nu er der 19 kom­muner, der er i en så vanskelig situa­tion næste år, at de sætter skatten i kommunen op.

I alt 42 kommuner havde søgt om tillad­else til at sætte kommuneskatterne i vejret: 17 kommuner fik andel i en pul­je til skattestigninger til en samlet sum af cirka 500 millioner kroner. Men nu har alle kommunerne vedtaget deres budgetter for næste år, og tal fra Ind­enrigsministeriet viser, at yderligere to kommuner sætter indkomstskatten op - uden at have fået lov - for i alt cirka 269 millioner kroner.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), beklager, at det ikke er lykkedes at komme i mål med skatten:

"Men jeg vil gerne understrege, at der i forhold til kommunernes samlede økonomi er tale om en yderst beskeden overskridelse, siger han i en kommentar.

Merudgiften på 269 millioner kroner vil blive modregnet i statens bloktilskud til kommunerne, så der ikke bliver pillet ved skattestoppet næste år.

Her bliver skatten hævet
Borgerne i Haderslev får den største skattestigning næste år med et helt procentpoint til 26,5.

Sønderborg Kommune er den eneste kommune, der sætter skatten ned.

Her kan du se, hvilke byer der næste år hæver indkomstskatten.

  • Furesø
  • Fredensborg (sætter samtidig grundskyldspromillen ned)
  • Holbæk
  • Guldborgsund
  • Middelfart (sætter samtidig grundskyldspromillen ned)
  • Faaborg-Midtfyn (sætter samtidig grundskyldspromillen ned)
  • Kerteminde
  • Svendborg
  • Nordfyns
  • Haderslev
  • Varde
  • Vejle
  • Syddjurs
  • Skanderborg
  • Ikast-Brande
  • Hedensted
  • Vesthimmerland
  • Jammerbugt
  • Hjørring

Samtidig sætter fem kommuner grundskyldspromillen op:

  • Brøndby
  • Køge
  • Lejre
  • Bornholm
  • Nyborg

Du kan se den samlede skat ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.

Kilde: Kommunernes Landsforening

Print artikelSend til en ven Del på facebook