Søren Gade fastholder, at "Jæger - i krig med eliten" udgør en sikkerhedsrisiko. Efter at det er kommet frem, at Jægerkorpset og HOK i første omgang afviste at stoppe den omstridte bog, understreger Søren Gade, at der netop var tale om foreløbig vurderinger.
"Mere generelt skal jeg med hensyn til forsvarsledelsens vurdering af bogen blot henlede opmærksomheden på, at fogedretten jo netop kom frem til, at det er sandsynliggjort, at bogen indeholder oplysninger, der er fortrolige og omfattet af tavshedspligt," skriver han i en skriftlig kommentar.
Ifølge Søren Gade har det hele tiden været forsvaret - og ikke Forsvarsministeriet - der har skullet levere den militærfaglige vurdering af bogen og herunder vurdere eventuelle sikkerhedsproblemer.
I et brev til partierne bag forsvarsforliget henviser Søren Gade samtidig til, at godt nok var Forsvarskommandoens foreløbige vurdering, at "bogen ikke nødvendigvis udgjorde et væsentligt sikkerhedsmæssigt problem", men at der var behov for yderligere vurderinger fra relevante myndigheder, før der kunne træffes en endelig beslutning.
Forsvarskommandoens konklusion blev, at bogen "samlet set udgjorde en sikkerhedsrisiko", hedder det i brevet fra forsvarsministeren.




