Forsvarsminister Søren Gade (V) har fortsat stor tillid til sin departementschef Lars Findsen.
Forsvarsminister Søren Gade (V) har fortsat stor tillid til sin departementschef Lars Findsen, efter at han ikke gav ministeren alle detaljer i hele sagen om den arabiske oversættelse af den omstridte jægerbog. Det oplyser ministeren efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.
"Jeg har fuld tillid til min departementschef. Jeg har en glimrende departmentschef, som jeg selv har hentet. Jeg har et godt samarbejde i dagligdagen - det havde jeg i går, det havde jeg i dag, og det har jeg også i morgen," siger han.
"Prøvede ikke at bringe mig i uføre"
Søren Gade understreger, at Lars Findsen ikke bevidst har prøvet at bringe Søren Gade i uføre.
"Han har fået en information, som han har troet på, og som han har sat ind i min taleseddel. Lars (Findsen, red.) og jeg beklager, men det var en oplysning, som først blev verificeret om formiddagen, lige før jeg skulle ind til udenrigspolitisk møde, og det er klart, at Lars og jeg er jo brandærgerlige over, at der ikke blev taget et forbehold," siger Søren Gade til den fremmødte presse.
Man vidste ikke, hvad det betød
Søren Gade fik i en redegørelse af sin departementschef Lars Findsen i sidste uge ikke at vide, at der var tale om en maskinel oversættelse af jægerbogen til arabisk:
"Han har selvfølgelig beklaget, at der ikke var det her ord maskineoversættelse, men man vidste ikke på daværende tidspunkt hvad det betød," siger Søren Gade.
"Chef skal ikke sidde i kommandoen"
Forsvarsminister Søren Gade bekræftede samtidig, at efterfølgeren til den netop afgåede forsvarschef Tim Sloth Jørgensen ikke bliver fundet i Forsvarskommandoen:
"Det bliver én, som ikke sidder i Forsvarskommandoen i dag. Så skal kommunikationschefen i Forsvaret være en civil," siger Søren Gade.
Søren Gade understregede endnu engang, at han har haft et "fremragende forhold" til den nu tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.
Auditør-møde med Rigspolitiet
To auditørundersøgelse skal nu klarlægge, hvilken rolle it-chefen Jesper Britze og kommunkationschef Lars Sønderskov har haft i forbindelse med oversættelsen af Thomas Rathsacks bog.
Auditørerne holder allerede i morgen møde med Rigspolitiet om sagen.
"Auditørerne får også mulighed for at afhøre civile," fastslog Søren Gade, der venter, at der vil gå flere måneder, før resultatet af undersøgelsen foreligger.




