Årsagen til at 150 svømmere efter et stævne blev syge med symptomer, som peger i retning af salmonellaforgiftning og influenza, er stadig ukendt. Det oplyser Fødevarestyrelsen, der dog mistænker en salmonella-bakterie for at være synderen.
Lars Krusell, der koordinerer opklaringen hos Fødevareregion Nords afdeling i Århus, oplyser, at salmonella især er kendt for at smitte via maden.
Han vil dog ikke udelukke, at svømmerne kan være smittet via vandet i svømmebadet.
Det er dog ikke muligt at undersøge en eventuel forurening af badevandet, da vandet for længst er blevet renset.
Fik kyllingegryde om aftenen
Svømmerne deltog i det jysk-fynske mesterskab sidste weekend på Århus Svømmestadion - efterfølgende blev flere af dem syge. Fredag aften blev der serveret kyllingegryde for svømmerne, og om morgenen fik de røræg, bacon og pølser.
Fødevarekontrollen arbejder nu på at tilbagespore flere af de fødevarer, svømmerne har indtaget i forbindelse med stævnet.




