Barack Obamas deltagelse i IOC's kongres er mange hundrede millioner kroner værd for Danmark.
Det vurderer turistorganisation, der håber på at kunne lokke Obama på en cykeltur gennem byen. Det skriver metroXpress.
At den amerikanske præsident, Barack Obama, vælger at deltage i fredagens IOC-kongres i København, er bogstavelig talt guld værd for hovedstaden, vurderer underdirektør Martin Bender, fra turistorganisationen Wonderful Copenhagen.
"Jeg kunne ikke forestille mig en person, som jeg hellere ville se komme til byen end Barack Obama. Det er fuldstændig uvurderligt," siger Martin Bender til metroXpress.
Selv om det er den amerikanske præsident, der er den altoverskyggende stjerne, så påpeger Martin Bender, at det er IOC-kongressen som helhed, der giver den enorme økonomiske gevinst på sigt.
"Det er hele konferencen, som er penge værd. Ikke bare Obama. Man skal huske på, at den afsluttende afstemning jo bliver transmitteret til over en milliard seere verden over," siger Martin Bender.




