Rathsack tror på frifindelse

Fredag d. 25. sep. 2009 kl. 15:53 af liio / ritzau for TV 2 Nyhederne

Thomas Rathsack

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack tror på frifindelse for at have videregivet fortrolige oplysninger om jægersoldaternes operationer i den omdiskuterede bog "Jæger - i krig med eliten." Det oplyser Gunnar Homann, der har påtaget sig at være advokat for Rathsack.

"Det er afgørende for min klient, at der ikke hersker tvivl om, at oplysningerne i hans bog ikke på nogen måde kompromitterer danske soldaters sikkerhed, og at han ikke har brudt sin tavshedspligt, skriver Gunnar Homann i en pressemeddelelse.

"Han imødeser med sindsro den efterforskning, som Forsvarets Auditørkorps nu har indledt, og har en forventning om, at han i sidste ende vil blive renset for mistanken og kunne fortsætte sin tjeneste, skriver Gunnar Homann i en pressemeddelelse.

Meldingen er den første fra hovedpersonen selv, siden sagen om bogen begyndte at rulle i fogedretten.

Forsvarets Auditørkorps har sigtet Thomas Rathsack for både at have overtrådt den civile og den militære straffelov. Og den efterforskning skal afsluttes, før det besluttes, om sagen ender i retten.

Thomas Rathsack har efter samråd med sin advokat besluttet, at de efter udsendelsen af pressemeddelelsen ikke udtaler sig yderligere til pressen om sagen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook