Den 19-årige Joon Young Holsner er forsvundet på 11. døgn. Han blev sidst set den 15. oktober, da han spillede Playstation med sine venner.
Tv2.dk har kigget tilbage til 2006 og fremefter på fem sager, hvor personer er forsvundet sporløst. Af dem er fire fundet døde i vand, mens en enkelt dukkede op i Norge i live.
Jens Kristian Dalgaard
Forsvundet den 2. juli 2006
Fundet i live den 14. juli 2006
Savnet i 12 dage
18-årige Jens Kristian Dalgaard fra Silkeborg forsvandt da Roskilde Festivalen sluttede den 2. juli. Det fik politiet og familien til at finkæmme området omkring festivalen, men uden held. Sagen endte dog lykkeligt, da den unge mand den 12. juli selv ringede til Roskilde Politi, da han fandt ud af, at han var efterlyst. Jens Kristian Dalgaard havde på festivalen mødt en pige, som han var taget med til Norge. Han fortalte sin familie, at han ville blive i Norge og finde sig et
arbejde.
Svend Kjeldsteen
Forsvundet den 24. november 2007
Fundet død den 30. januar 2008
Savnet i 66 dage
Den 36-årige Svend Kjeldsteen forsvandt efter en våd julefrokost den 24. november 2007. De øvrige julefrokostgæster forklarede, at Svend Kjeldsteen forlod festen i Sdr. Nissum med retning mod engområderne. Først to måneder senere, den 30. januar blev hans lig fundet i Nissum Fjord. Obduktionen viste død ved drukning, og der var ingen tegn på en forbrydelse.
Jakob Haugen-Kossmann
Forsvundet den 29. marts 2008
Fundet død den 24. april 2008
Savnet i 26 dage
Den 18-årige gymnasieelev fra Hellerup Jakob Haugen-Kossmann forsvandt under mystiske omstændigheder den 29. marts i 2008. En større menneskejagt blev sat i værk, og Jakobs forsvinden fyldte meget i danske medier. Den 24. april dukkede et lig op i vandoverfladen i Københavns Havn. Retsmedicinske undersøgelser viste siden, at det var liget af Jakob Haugen-Kossmann. Politiet fandt aldrig ud af, hvordan Jakob var endt i vandet, men de afviste at der var tale om en forbrydelse.
Mads Olin Pedersen
Forsvundet den 20. december 2008
Fundet død den 4. januar 2009
Savnet i 15 dage
18-årige Mads Olin Pedersen fra Ribe forsvandt sporløst efter en tur i byen. Mads forsvandt mens vennerne var ved at hente deres overtøj. Politiet, Hjemmeværnet og civile borgere indledte en stor efterforskning, som blandt andet gik ud på at finkæmme Ribe Å. Det var dog uden resultat. Mads Olin Pedersen blev fundet druknet i Ribe Å den 4. januar i 2009. Der var ingen tegn efter en forbrydelse.
Casper Sørensen
Forsvundet den 20. september 2009
Fundet druknet den 28. september 2009
Savnet i otte dage
16-årige Casper Sørensen forsvandt efter en fest i Bonnesensgade i Aalborg. Han blev siden eftersøgt i Aalborg og opland samt i Limfjorden.
Et lig blev otte dage senere trukket op af havnen i Aalborg foran KMD Kommunedatas bygning på Lauritzens Plads, og politiet bekræfter, at der er tale om Casper Sørensen.




