17 kommuner, der er i en økonomisk vanskelig situation, har fået lov til at hæve skatten til næste år for i alt cirka 500 millioner kroner. Det oplyser Indenrigs- og Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen sætter samtidig statsskatten ned med 500 mio. kr. for at sikre, at skattestoppet ikke bliver brudt.
I alt 42 komuner har søgt om tilladelse til skatteforhøjelser for et samlet beløb på ca. 2,1 mia. kr., men det er altså kun 17 kommuner, der har fået lov.
"Nu er det kommunernes opgave at få de sidste ender til at nå sammen inden for det aftalte. Det er min opfattelse, at regeringen har skabt overordentligt fornuftige rammer, og jeg forventer derfor også, at kommunerne løser den opgave," siger indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V).
I disse kommuner hæves skatten
De 17 kommuner, der har fået lov til at hæve skatten er:
- Furesø
- Fredensborg
- Køge
- Odsherred
- Holbæk
- Lejre
- Middelfart
- Faaborg-Midtfyn
- Kerteminde
- Nordfyn
- Haderslev
- Syddjurs
- Skanderborg
- Hedensted
- Vesthimmerland
- Jammerbugt
- Hjørring




