I et 25 år gammelt interview, der er optaget på bånd og som netop er dukket op, skælder den afdøde popstjerne Michael Jackson ud på hele sin familie.
I interviewet kalder han blandt andet sine brødre for dovne brokkehoveder og stempler sin mor, Katherine Jackson, som skuffende. Det skriver Sky News.
Optagelserne stammer angiveligt fra en af Michael Jacksons såkaldte ghostwriters - det vil sige en person, som er hyret for at skrive for en kendt person i dennes navn.
"Det kan du ikke skrive"
I interviewet starter Michel Jackson med at fortælle om de søskende, der var med i Jackson 5 - Jackie, Tito, Jermaine, Marlon og Randy. Michael Jackson fortæller, at de ikke støttede ham:
"Hvis vi arbejdede på et tv-show eller en video, så sad de og stønnede og gryntede, mens jeg kiggede og lærte. Det forudsætter talent, men nogen er dovne og vil ikke udvikle noget som helst," siger han.
Flere gange undervejs i interviewet indser Michael Jackson, at han er gået for vidt og udbryder: "Det kan du ikke skrive," skriver Sky News.
Tito klynker og Jermaine jagter piger
I interviewet bliver Tito beskrevet som en klynker, der har kedelige hobbyer som f.eks. at bygge modelfly, mens Marlon bliver beskrevet som en konstant irritationsfaktor for Michael Jackson, når de var på scenen.
Michael Jackson beskylder Jermaine for at være en skørtejæger og for ikke at have selvtillid nok til at starte sin egen solokarriere, fordi han enten "kiggede efter pigerne eller bare hoppede med på vittighederne."
Michaels ældste bror, Jackie, bliver i interviewet beskrevet som stædig, argumenterende og negativ, mens den yngste - Randy - aldrig lyttede på Michael Jacksons råd.
"En meget jaloux far"
Michael Jackson har altid haft et anstrengt forhold til sin far Joe Jackson - og han går da heller ikke ram forbi i interviewet:
"Han er en meget jaloux far. Han viser dig ikke kærlighed, men enhver der kommer tættere på os, end han er, fik at vide at de skulle lade hans drenge være. For at være ærlig har jeg aldrig været særlig tæt på ham. Han har altid været meget mystisk for mig."
Katherine skuffede Jackson
I offentligheden har Michael Jackson altid talt godt om sin mor, der i dag har forældremyndigheden over popstjernens tre børn Prince, Paris og Blanket. På optagelsen giver Michael Jackson imidlertid udtryk for, at han ikke altid har været tilfreds med sin mor:
"Hun skuffede mig. Han gav et interview. Jeg kan ikke lide hendes snak. Det rager ikke dem."
Også hans søstre fik en tur med på vejen. Således bliver La Toya Jackson beskrevet som "frk. sød og modbydelig," som ikke gav ham lov til at sidde på hendes sofa eller gå på hendes tæppe.
Janet er en drengepige
Michael Jacksons yndlings søster, Janet Jackson, slipper rimelig nemt. Jackson fortæller kun kort om hendes ægteskab med James DeBarge i 1984:
"Janet er en drengepige. Derfor tog det livet af mig at se hende blive gift. Vi lavede alting sammen, og vi er meget ens. Vi lavede en plan for hele dagen, og så fulgte vi den. Det er et frygteligt tab," siger han.
"Jeg hader Pepsi"
Som det sidste får Pepsi en salut med på vejen - det var i en Pepsi-reklame, at Michael Jackson blev slemt forbrændt: Om selskabet siger han:
"Jeg hader Pepsi. Jeg hadede at lave den dumme reklame. Den eneste ting, jeg kunne lide ved den var at arbejde sammen med børnene."
- Læs alt om Michael Jackson her
- Michael Jackson øvede pingvin-dans
- Invitation med Jacksons egne ord
- Jackson-sørgende ventede en time
- Privat ceremoni for Jackson i nat
- Her er Michael Jacksons dødsattest
- Joe Jackson: Lægen var ikke alene om det
- Retsmediciner: Jackson blev dræbt
- Video giver fans nyt håb: Jackson lever
- Stamtræ: Familien Jackson i billeder
- Jacksons musikvideoer skrev historie




