Jacksons mor får 5 mio. kr. om året

Fredag d. 18. sep. 2009 kl. 15:47 af nabr for TV 2 Nyhederne (opd. d. 18/9 2009; 16:56)

Katherine Jackson

Den afdøde Michael Jacksons mor, Kathe­rine Jackson, får cirka fem millioner kroner om året fra popstjernens bo, så hun kan forsørge sig selv og Michael Jacksons tre børn: Prince, Paris og Blanket.

Det viser hidtil hemmeligholdte retsdokumenter fra Los Angeles, skriver BBC.

Katherine Jackson blev efter Michael Jacksons død bevilliget forældremyn­digheden over de tre børn. Hun får cirka 135.000 kroner i lommepenge til sig selv om måneden, mens hun får cirka 303.000 kroner om måneden i lommepenge til børnene.

Katherine Jackson og Jackson-børnene er hovedarvtagerne af popstjernens arv.

809.000 kroner til underholdning
Retsdokumenter viser også, hvad Katherine Jacksons bruger penge på. Der er blandt andet lønudgifter til en assistent, rengøringspersonale og en chauffør. Derudover har Katherine Jackson udgifter til mad og frisør m.m.

Blandt udgifterne er der også afsat cirka 1,6 millioner kroner til ansatte, der skal tage sig af børnene - og der er afsat cirka 809.000 kroner til underholdning og andre udgifter.

Børnene har siden Michael Jacksons død boet hos deres farmor i det nordlige Los Angeles.

Jackson skal møde i retten til oktober
Michael Jackson havde et meget anstrengt forhold til sin far. Derfor undrede det mange, at han havde udtrykt ønske om, at Prince, Paris og Blanket skulle bo hos deres farmor, hvis der skulle ske popstjernen noget.

Katherine Jackson skal møde i retten igen til oktober, hvor børnenes tarv efter deres fars død er på dagsordenen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook