Forskere har fundet den første bjergplanet, der minder om vores jord, uden for solsystemet. Den har fået navnet CoRoT-7b og ligger 500 lysår væk fra jorden. Det skriver CNN.
Planeten adskiller sig fra gasplaneterne Jupiter og Saturn, men selv om den på nogle områder kan minde om jorden, så kan planetens miljø mere sammenlignes med helvede, siger forskerne.
Det skyldes ifølge projektleder, Didier Queloz, at planeten er meget tæt på den stjerne, som den er i kredsløb omkring.
"Planeten ligner meget vel Dantes beskrivelse af inferno med en temperatur om dagen på over 2000 grader og minus 200 grader om natten," siger Didier Queloz, der er meget forbavset over at finde en bjergplanet så tæt på en stjerne:
"Dens år er kortere end én af vores dage."
Den ene sider ligger i skygge
Ifølge Haze er den ene side af planeten hele tiden i solen, og den anden er hele tiden i skyggen, så mens den ene side er fuldstændig smeltet, så kan der være is på den anden side, hvis der er vand på planeten.
Planeten blev fundet sidste år, men det har taget måneder at observere den for at finde ud, om dens sammensætning minder om jordens:
"Det der gør fundet så spændende er, at hvis du sammenligner dens massefylde med andre planeter i solsystemet, så er det kun Merkur, Venus og Jorden, der ligner den nye planet, siger astronom Artie Hatzes.
Planeten er kun en femtedel af jordens masse, og er således den mindste planet, der nogensinde er blevet opdaget uden for vores solsystem.




