Amerikanske rappere synger om influenza A-vaccinen
Video: Michael Adams: Don't inject me
Samtidig med at sundhedsmyndighederne verden over lige nu kæmper for at få vaccinen mod influenza A klar, inden epidemien ifølge alle eksperter bryder ud til oktober, er der flere steder voldsom modstand mod at lade sig vaccinere.
Således viser blandt andet en meningsmåling fra det British Medical Journal, at halvdelen af sundhedspersonalet i Hong Kong vil takke nej til vaccinen. På samme måde viser en meningsmåling lavet af Megafon for TV 2, at næsten tre ud af fire danskere ikke ønsker at blive vaccineret mod Influenza A.
Og nu er flere rappere i USA ligefrem begyndt at rappe om, at de ikke vil lade sig vaccinere - og at medicinalvirksomhederne står spredningen af influenza A.
Smitsom - sandheden er skandaløs
Én af dem er Michael Adams alias "The Health Ranger" (sundhed Ranger, red.) - han har skrevet sangen: "Don't inject me - The Swine Flu Song":
"Svineinfluenzaen er kommet tilbage som et virusangreb. Det er lige som i 1976, man skal dække ryggen, men ikke med vaccinen - fald ikke for den. De medicinske kvaksalvere tjener penge på den," lyder første vers i sangen.
Dele af næste vers lyder:
"Smitsom - sandheden er skandaløs. Ved du ikke, at medicinalvirksomhederne står bag influenzaen."
"Injicer mig ikke. Smit mig ikke. Stik ikke den nål i min arm og smadr mig kemisk," lyder omkvædet.
"Fornemmer et par sammensværgelser"
På samme måde har en anden kunstner, der kalder sig Trillion, skrevet en sang: Sig nej til vaccinen.
Også han synger, at truslen om en influenza A-epidemi er et stort svindelnummer, som medicinalvirksomhederne har fundet på:
"Jeg har forbundet stregerne mellem pengene, der bytter hænder. Konspiration? Ja, jeg kan fornemme et par sammensværgelser."
Han synger i omkvædet:
"Der er et lille ord, der kan redde dit helbred - bare sig NEJ, sig NEJ til vaccinen. Og hvis lægerne siger JA, så får dem til selv at tage den - bare sig NEJ, sig NEJ til vaccinen."
Professor: Alvorlig sygdom findes ikke
Ifølge professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, vil der altid være en gruppe mennesker i ethvert samfund, som protesterer mod vacciner:
"Til det kan jeg ikke sige andet end, at man skal forholde sig til den information, der kommer fra offentlige kanaler."
Han fortsætter:
"Jeg vil ikke sige, at der ikke er nogen risiko ved vaccinen. Hvis den bliver tilbudt raske mennesker, så er det op til den enkelte at vurdere, om man vil lade sig vaccinere, men hvis man i øvrigt er sund og rask er der ikke den store gevinst ved at lade sig vaccinere: Man slipper for 2-3 dage i sengen, men man undgår ikke en alvorlig sygdom - for den alvorlige sygdom er der ikke," siger han.
Video: Trillion: Say No to the Vaccine
- Tekst: Don't inject me
- Tekst: Say No to the Vaccine
- USA: Svineinfluenza-skandalen i '76 skræmmer
- Gravide skal næppe H1N1-vaccineres
- Danskerne: Nej til Influenza-stik
- Influenza: Hold øje med symptomer
- Hønseæg og kviksølv i H1N1-vaccine
- Unge og raske dør af Influenza A
- Influenza A: Spørgsmål & svar
- Derfor kan man dø af influenza A




