Flere end hver fjerde præst er klar til at hjælpe afviste irakiske asylsøgere med at finde et skjulested, hvis de banker på deres dør. Det viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget.
Undersøgelsen er lavet, efter at præsten i Brorsons Kirke Per Ramsdal er blevet beskyldt for at hjælpe afviste asylsøgere med husly.
71 af de 257 præster, som har svaret, siger ja til, at de vil hjælpe, selv om det kan give en bøde eller fængsel i op til to år.
"Når der kommer et menneske til mig i nød, så kan jeg ikke andet end at hjælpe. Er et menneske i nød, så er et menneske vigtigere end alt andet," siger Rie Schwartzbach, sognepræst i Nordrup og Farendløse ved Ringsted.




