Danskerne hamstrer desinfektionsmidler for at beskytte sig mod Influenza A (H1N1). Flere Matas-butikker melder lige nu udsolgt af en desinfektions-gel, som bekæmper håndbakterier uden brug af vand og sæbe.
"Det er revet væk de seneste måneder. Salget er steget knap 30 pct. fra januar til juli i forhold til de samme måneder i 2008. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men går ud fra, at det har at gøre med frygt for H1N1-smitte. Vores leverandører knokler for at skaffe forsyninger," siger informationschef Henrik Engberg Johannsen til TV 2.
Også Matas' desinficerende vådservietter er langet over disken i et hidtil uset tempo.
"Mønsteret er helt det samme som med desinfektions-gelen. Vi oplever en kraftigt stigende efterspørgsel på alle produkter, som folk kan bruge til at beskytte sig med," lyder det fra Henrik Engberg Johannsen.




