Dansk Folkeparti tager De Konservative på ordet og fremsætter "omgående" et forslag i Folketinget om forbud mod burkaer i det offentlige rum, hvis ikke De Konservative selv gør det.
Forslaget kan paradoksalt nok ende med at splitte den konservative folketingsgruppe. K-formand Lene Espersen siger til Ritzau, at hun og de øvrige konservative ministre vil stemme sammen med regeringen, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den øvrige regering beslutter sig for at afvise et forbud mod burkaer i det offentlige rum.
Ud af den konservative folketingsgruppes 18 medlemmer er de syv ministre.
"Forudsætningen for, at De Konservative stemmer for, er, at der ikke er problemer i forhold til grundloven og konventionerne, men hvis der ikke er det, så er jeg helt overbevist om, at den konservative gruppe stemmer for forslaget. Til gengæld vil jeg sige, at de ministre, der er i regeringen, vil stemme kollektivt med regeringen, så det afhænger af, hvad vi kan blive enige om. Der vil vi stemme ens," siger Lene Espersen.
På kant med grundloven
Venstre har hidtil afvist et forbud mod burkaer i det offentlige rum, og en ekspert vurderer, at forslaget om et totalforbud mod burkaer og anden heldækkende muslimsk beklædning er på kant med grundloven.
Men DF-formand Pia Kjærsgaard tager for givet, at den konservative justitsminister, Brian Mikkelsen, har undersøgt den slags, inden partiet lufter sit forslag.
"Jeg tror ikke, vi skal tage sorgerne på forskud, og jeg kan næppe forestille mig, at en konservativ justitsminister ikke har været nede i materien af det her, inden de konservative kommer med forslaget," siger Pia Kjærsgaard.
Grotesk kommunikation
Hun kalder kommunikationen mellem Venstre og De Konservative for "grotesk".
"Det er jo lidt grotesk, at de to partier åbenbart ikke har snakket sammen, inden Lene Espersen kommer med sine forslag. Det er jo netop det, man er minister for - at man har initiativretten og kan fremsætte lovforslag," siger Pia Kjærsgaard, der agter at fremsætte forslaget om et burkaforbud "ordret", som De Konservative har fremlagt det.




