Ifølge hjemmesiden www.tmz.com, der var først med nyheden om Michael Jacksons død den 26. juni, er popstjernens lig blevet frosset ned, indtil familien kan blive enige om, hvor han skal begraves. Michael Jacksons mor - Katherine Jackson - besøger angiveligt kirkegården jævnligt.
"Vi har fået fortalt fra flere kilder tæt på familien, at hans lig befinder sig over jorden i en fryser på Forest Lawn Kirkegård i Hollywood Hills," skriver tmz.com.
Hadede Neverland efter retssag
Familien Jackson kan ikke blive enige om, hvor Michael Jackson skal stedes til hvile.
Storebroderen Jermaine Jackson vil som den eneste have, at popstjernen skal begraves på Neverland, men blandt andet Jacksons mor har modsat sig, fordi hun ikke mener, at det er i overensstemmelse med Michael Jacksons eget ønske. Popstjernen flyttede fra Neverland efter retssagen om krænkelse af børn og forbinder ifølge flere stedet med ulykkelige minder.
Michael Jacksons far, Joe Jackson, bekræftede i sidste uge, at popstjernen endnu ikke er blevet begravet på grund af stridigheder i familien.




