Smittede fanger må holde fri

Lørdag d. 15. aug. 2009 kl. 08:36 af liio for TV 2 Nyhederne

Straffefanger med influenza A kan få ekstra dage i friheden, hvis de bliver smittet på en udgang skriver B.T. De danske fængsler gør klar til en stor influenza-epidemi inden for murene. Kriminalforsorgen lægger netop nu sidste hånd på en pandemiplan, der kan give smittede fanger influenza-fri:

"Hvis fanger bliver smittet på en weekendudgang, så vil vi tage en snak med deres læge. Hver gang vil fængslet vurdere, om de vil isolere fangen eller forlænge udgangen nogle dage," siger sikkerhedschef for Kriminalforsorgen, Michael Gjørup.

Han understreger, at de ikke vil slippe smittede fanger ud af cellerne.

Få vaccineret fængselsbetjente
Kriminalforsorgen har samtidig skrevet til Sundhedsstyrelsen for at få vaccineret samtlige fængselsbetjente i Danmarks 49 fængsler og arresthuse.

"Vi overvejer også at lave særlige influenzaafdelinger i statsfængslerne, hvor vi kan isolere smittede fanger. Hvis det bliver mange smittede fanger, har vi nemlig ikke plads i vores lille hospital i Vestre Fængsel," siger Michael Gjørup til B.T.

De danske fængsler har dermed forberedt sig på det store udbrud med Influenza A, der fredag havde ramt 403 danskere. Kriminalforsorgen regner med at sende pandemiplanen ud til fængslerne inden for et par uger.

Storindkøb af mundbind og forklæder
De har dog allerede været på storindkøb af beskyttelsesmidler, som fængselsbetjente kan pakke sig ind i, når de går rundt blandt smittede fanger.

"Vi har købt et ganske stort antal mundbind, handsker og forklæder til både personalet og til raske fanger.Det kan lyde voldsomt. Men sådan som der er raslet med sablerne om influenzaen, så vil folk bebrejde os, hvis vi ikke forberedte os på det værste," siger Michael Gjørup til B.T.

Print artikelSend til en ven Del på facebook