15.000 i aktion for kirkeirakere

Torsdag d. 13. aug. 2009 kl. 19:20 af dabu / ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 13/8 2009; 23:51)

Tusinder samlet i Køben­havn i protest mod ryd­ningen af Brorsons Kirke

Op mod 15.000 demonstranter viste til aften deres støtte til irakerne i Brorsons Kirke i København. De mange mennesker var på gaden i protest over rydningen af kirken.

Ifølge politiet forløb demonstrationen fredeligt og uden anholdelser. Optoget satte i gang fra kirken på Nørrebro og bevægede sig mod Christiansborg. "Vis lidt anstændighed - send dem ikke derned", lød et af kampråbene.

Forinden havde blandt andre den radikale leder, Margrethe Vestager, holdt tale fra en blokvogn.

Vestager: "Et sort årti"
Hun kaldte det et "sort årti" i dansk politik med henvisning til Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen. Politiet vurderer, at mellem 10.000 og 15.000 deltog i demonstrationen. Arrangøren, Kirkeasyl, talte sig frem til, at 20.000 til 25.000 var med i protesten.

Blandt demonstranterne var pædagog Jytte Christiansen, der fortalte, at hun ellers aldrig går til demonstration. Men irakernes sag betyder så meget for hende, at hun torsdag aften valgte at gøre en undtagelse. Ifølge hende var det en "sorgens dag i Danmark".

"Jeg appellerer til de fornuftige mennesker, der er i Venstre og hos De Konservative, om at tage affære," sagde hun.

Også i Svendborg, Århus og Aalborg var der støttedemonstrationer. Først på aftenen meldte politiet, at de alle forløb fredeligt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook