Kronprinsen: Jeg er klar til IOC

Torsdag d. 13. aug. 2009 kl. 17:03 af dabu for TV 2 Nyhederne

Kronprins Frederik overrækker priser ved klima-DM

Bestyrelsen i Den Internationale Olympiske Komite, IOC, gav i dag kronprins Frederik det grønne stempel som officiel kandidat til at blive valgt ind i IOC. Det skriver bt.dk.

Dermed ligner det en formalitet, at kronprinsen i oktober bliver valgt ind til IOC som afløser for Kai Holm.

"Jeg føler mig godt rustet og klar til opgaven. Jeg vil godt kalde det en eksamen, og derfor har jeg brugt lang tid på at forberede mig og blive klædt på til opgaven, så stoffet nu ligger under huden," siger kronprinsen til B.T

Frederik taler ud
Kronprinsen stiller lørdag op til et eksklusivt interview med avisen, hvor han for første gang i år fortæller om sine tanker om sporten, men også om den hårde kritik og den hede debat, der var sidste år.

Kronprinsen håber at kunne bruge IOC som en platform til at tale sine mærkesager.

Indtil nu har Frederik holdt meget lav profil med hensyn til at udtale sig om sit kandidatur, men nu bryder han tavsheden og synes klar at gå offensivt til værks. I interviewet med B.T. fortæller han konkret om sine mærkesager, sine tanker og sine planer.

Print artikelSend til en ven Del på facebook