Politiet anholdt i nat fem demonstranter efter uroligheder ved Brorsons Kirke på Nørrebro.
Da politiet kom til kirken, hvor en gruppe udviste irakere har været forskanset siden maj, blev de mødt af op mod 300 demonstranter, der forsøgte at hindre betjentene i at gå ind i kirken.
Det kom til voldsomme konfrontationer, da politiet efter at have hentet 17 irakiske mænd i kirken, ville køre dem fra stedet i en bus, og politiet brugte både stave, peberspray og hunde.
Råbte mordere til politiet
Demonstranterne råbte slagord, blandt andet "Asyl til alle her og nu" og "Mordere" mod politiet. Stemningen var højspændt.
Bussen blev angrebet af demonstranter, der smadrede forruden og smed maling på bussen. Samtidig smed flere demonstranter sig ned foran bussen for at hindre den i at køre fra stedet.
Kort før klokken 4 lykkedes det for bussen at køre ad Rantzausgade og Kapelvej ud på Åboulevarden, hvor nogle af demonstranterne brækkede chaussesten op. Det er uklart om stenene kom i anvendelse som kasteskyts.
Efter at være kommet fri kørte bussen med de anholdte irakere nordpå. I kredsen af aktivister omkring asylansøgerne forlød det, at bussen var kørt til Bellahøj Politistation




