Golfspilleren Søren Hansen tiltalt for omfattende skattesvindel
Den professionelle golfspiller, Søren Hansen, bliver bagmandspolitiets første mål i en omfattende optrævling af velhaveres skjulte formuer i udlandet, skriver Jyllands-Postens sportssite spn.dk.
Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet, som er bagmandspolitiets formelle navn, har ifølge spn.dk rejst tiltale mod den succesfulde golfspiller for skattesvig af særlig grov karakter for 9,7 mio. kr. Bagmandspolitiet kræver fængselsstraf efter en paragraf, der kan give op til otte års fængsel.
Derudover vil politiet have ham idømt en tillægsbøde på 9,7 mio. kr. udover de 9,7 mio. kr., som skattemyndighederne mener at have til gode.
Søren Hansen står altså til at betale knap 20 mio. kroner, og han risikerer fængselsstraf.
Har tjent over 55 mio. kr
Søren Hansen er i øjeblikket selvskreven til at deltage i de allerstørste golfturneringer på baggrund af sin aktuelle placering i verden som nummer 47. De store pengepræmier er rullet ind på kontoen, siden Søren Hansen blev professionel i 1997. I alt har han tjent 55 mio. kroner i præmiepenge, dertil kommer indtægter fra forskellige sponsorer.
Tilmeldt adresse i Monaco
Politiet beskylder Søren Hansen for at have kørt store summer uden om det danske skattevæsen ved at have tilmeldt sig en adresse i Monaco, mens han reelt har boet i sit sommerhus i Hornbæk. Dermed er hans indtægter ikke blevet beskattet i Danmark, og i perioden 2000-2006 har han dermed unddraget den danske statskasse millioner i skat.
"I vores optik er sagen alvorlig"," siger statsadvokat og chef for bagmandspolitiet Jens Madsen, til spn.dk.
Den danske golfspiller, Søren Hansen, bliver nu tiltalt for skattesvindel af særlig grov karakter.




