Solfangere på Amalienborg og hybridbiler med kronenummerplade. Et flertal i Folketinget med V spidsen mener, at Kongehuset mere synligt bør påtage sig rollen som klimaforbillede. Ikke mindst fordi Danmark til december skal forsøge at få resten af verden med på en grøn aftale. Det skriver NORDJYSKE og Fyens Stiftstidende.
"De ved jo også, at der skal være klimatopmøde, så det er måske på tide, at det danske kongehus vågner lidt op på den her sag," siger Venstres miljøordfører Ejvind Vesselbo.
SF: Kongelige sælger livsstil
Formanden for Folketingets miljøudvalg Steen Gade (SF) er helt enig.
"De kongelige er jo livsstilssælgere, og derfor må de også vise noget selv, og de kunne let sende nogle gode signaler på transport- og bilsiden," siger han.
Socialdemokraterne så også gerne, at Kongehuset gik foran med en markant grøn profil.
"Det har kæmpe betydning for danskerne og også internationalt, hvad Kongehuset gør, og hvilke signaler de sender," siger miljøordfører Mette Gjerskov (S).
Kongehus melder slot forbi: Vi er i gang
Hofmarskal Ove Ullerup siger, at hoffet igennem en længere periode har været i gang med en række aktiviteter på miljø- og energiområdet.
Hvis man kigger på de aktiviteter, vi har og har haft, så har det her område fået en stigende betydning. Det gælder både anvendelsen af de kongelige slotte deres indretning, vores indkøb og hele driften af huset," siger han.




