For mange danskere ringede vækkeuret i morges et par timer tidligere, end det har gjort de sidste tre uger: Sommerferien er forbi - arbejdet og hverdagen kalder igen.
Hvis du i løbet af sommeren har opholdt dig i udlandet, i et sommerhus uden tv og radio - eller ganske enkelt ikke har fulgt med i nyhederne, så er her et overblik over de største nyhedshistorier.
Bortført baby fundet i Tjekkiet
Efter at have været efterlyst i 20 dage blev den 23 dage gamle baby Thor fundet den 23. juli i Tjekkiet.
Thor blev kidnappet af hans forældre, da han var 10 dage gammel, fordi han stod for at skulle tvangsfjernes på grund af forældrenes narkotikamisbrug. Lægerne vurderede, at Thor var i livsfare, fordi han havde brug for abstinensbehandling, da han blev kidnappet.
Han er nu blevet undersøgt af danske læger og meldes i fin form.
Overfaldet af kamphunde
De sidste tre uger har der været flere tilfælde, hvor kamphunde er gået til angreb på både dyr og mennesker.
Den 14. juli blev en 4-årig dreng blandt andet overfaldet og skambidt af naboens to hunde. På de tre første dage i august blev tre mennesker desuden bidt af kamphunde.
Angrebene har fået Venstres retsordfører, Kim Andersen, til at kræve forbud mod kamphunde i Danmark.
Minister brækkede skulder i cykelløb
Den danske fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), styrtede den 19. juli på cykel og brækkede skulderbladet.
Eva Kjer Hansen var sammen med 41 andre cykelryttere fra Team Rynkeby i gang med anden etape af en cykeltur til Paris. Feltet omfattede også den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).
SAS-fodbodspiller ramt af lyn
Den 20. juli blev den 24-årige fodboldspiller Jonathan Richter fra FC Nordsjælland ramt af lynet under en træningskamp i Hvidovre. Lynet, der væltede flere spillere omkuld, forårsagede hjertestop hos Richter, der fik hjertemassage på stedet, og blev kørt til Hvidovre Hospital.
Richter lå i ni dage i kunstigt, nedkølet koma for at skåne organerne, der havde taget skade, men den 29. juli var hans tilstand så stabil, at lægerne kunne tage Jonathan Richter ud af komaen.
Ifølge lægerne er han ikke blevet hjerneskadet - han kan genkende sin familie og taler.
Skød sig selv og kæreste på rasteplads
Den 23. juli skød en 22-årig mand sig selv og sin 19-årige kæreste på en rasteplads på motorvejen mellem Odense og Nyborg.
Politiet var dagen forinden blevet kontaktet af kvindens familie, der havde fået et opkald af den 22-årige mand. Han fortalte, at han havde kvalt deres datter og ville tage livet af sig. Først dagen efter fandt man parret døde i en bil.
77-årig dræbt af indbrudstyv
Torsdag den 24. juli blev den 77-årige Ellen Dorthea Ingwersen fundet dræbt i et udhus ved sit hjem i Hornbæk.
Kvinden levede alene og blev meldt savnet af sine naboer dagen forinden - ingen havde set kvinden siden mandag, og der var tegn på indbrud i hendes hjem.
Politiet har anholdt en 35-årig mand fra lokalområdet - han er varetægtsfængslet i sagen.
Tour de France-vinderen så meget overrasket ud, da "Der er et yndigt land" gjaldede ud af højtalerne.
Tour-vinder hyldet med "et yndigt land"
Vinderen af dette års Tour de France blev spanieren Alberto Contador fra cykelholdet Astana.
Den 26. juli blev han hyldet på podiet som vinder, men det var ikke til tonerne af den spanske nationalmelodi - derimod bragede "Der er et yndigt land" ud af højtalerne.
To bombedræbt på Mallorca
To politimænd blev den 30. juli dræbt - og flere blev såret - da en bilbombe blev bragt til sprængning på den populære, spanske ferieø Mallorca.
Eksplosionen fandt sted ved en politistation, der ligger et par hundrede meter fra et hotel i Palmanova distriktet, som Star Tour benytter. Politiet fandt efterfølgende endnu en bombe i en bil ved en gammel politistation.
Ingen har endnu påtaget sig skylden for bomben, men den spanske separatistbevægelse ETA menes at stå bag.
To unge piger dræbt i ulykke
Den 30. juli mistede to piger på henholdsvis 16 og 17 år livet, da en 18-årig mand mistede herredømmet over sin bil i Drastrup ved Århus. Den 18-årige mand er stadig i livsfare og er derfor endnu ikke blevet afhørt, men man mener, at manden kørte for stærkt på en strækning, hvor man må køre 50 km/t.
Flere danske influenza-tilfælde
Ifølge Statens Serum Institut er mindst 200 danskere nu officielt smittet med Influenza A - tidligere kendt som svineinfluenza.
Alene i uge 30 blev der fundet 53 nye tilfælde. I samme uge sad 90 elever i alderen 13 til 15 siddet i frivillig isolation på Sdr. Nærå Fri- og Efterskole i Årslev, fordi en pige på skolen fik konstateret Influenza A.
De fleste danskere er blevet smittet i USA, Storbritannien eller Spanien. Derudover er otte danskere overraskende smittet i Bulgarien.
Anders Fogh Rasmussen ny generalsekretær
Danmarks tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, tiltrådte lørdag den 1. august officielt som NATO's nye generalsekretær.
Selve dåbe. Læs mere på nyhederne.tv2.dk
Danmark fik ny prins Henrik
Den 26. juli blev prinsesse Marie og prins Joachims lille søn døbt Henrik Carl Joachim Alain efter både farfar, morfar og far.
Det var prinsesse Marie selv, der bar den lille prins, mens han havde fem faddere, herunder kronprinsesse Mary og prinsesse Maries to brødre - med til at fejre den lille prins var 140 gæster.
Prins Henrik bar på dagen en nysyet dåbskjole - det gjorde prins Joachims to andre sønner, Felix og Nikolaj, også på deres dåbsdag.
Kendt erhvervskvinde i narkosag
En 40-årig kendt erhvervskvinde blev den 31. juli anholdt og sigtet i en større narkosag. Kvinden er sigtet for at have modtaget i alt 140 gram kokain med henblik på videreoverdragelse. Hun blev løsladt efter et grundlovsforhør.
Dommeren besluttede at nedlægge navneforbud, og det betyder, at hendes identitet ikke må afsløres.
Direktør Uffe Elbæk fortæller om sine visioner med outgames. læs mere på nyhederne.tv2.dk
Homoseksuelle fester i København
Den 25. juli blev ni dages sport, kulturoplevelser og fest for homo- bi- og transseksuelle, World Outgames, skudt i gang. 5500 deltagere fra hele kloden deltager i festivalen, der bliver brugt til at sætte fokus på homoseksuelles rettigheder.
Samme dag, som festivalen blev skudt i gang, blev tre yngre udenlandske mænd udsat for såkaldte hatecrimes på gaden i det indre København. Alle overfaldene skete omkring midnat i kvarteret omkring Vester Voldgade og Studiestræde, og politiet har anholdt to unge mænd, som menes at stå bag alle tre voldsepisoder.
Det danske sommervejr
Der har været dage med godt dansk sommervejr, men der har været lige så mange med typisk dansk sommervejr: Overskyet med regn.
Samtidig har der været et skybrud forbi med regn og torden - og oversvømmede kældre - ligesom der torsdag den 30. juli kom et stormlavtryk forbi Danmark. Lavtrykket gav vindstød af stormstyrke langs Jyllands Vestkyst.
- Bortførte Baby Thor er i fin form
- To angrebet af løse kamphunde
- 4-årig bidt i ansigtet af to hunde
- Eva Kjer brækkede skulder i styrt
- Modstander reddede lynramt spiller
- SAS-Liga-spiller i koma efter lyn
- Richter reagerer på lægernes ord
- Læger: Richter ikke hjerneskadet
- Politi: Jalousi bag kærestedrab
- Morder forsøgte at sløre indbrud
- Video: Contador hyldet med "Der er et yndigt land"
- Endnu en bombe på Mallorca
- Ung dødsbilist stadig i livsfare
- 200 danskere er smittet med H1N1
- Influenza A - spørgsmål og svar
- Danmark har fået ny prins Henrik
- Kendt erhvervskvinde løsladt igen
- Outgamesdeltager ramt af kanonslag
- Hatecrimes mod festivaldeltagere




