En kendt dansk erhvervskvinde blev i dag løsladt i dommervagten, hvor hun stod sigtet for at have handlet med 140 gram kokain. Hun nægter sig skyldig. Forsvarer Jørgen Lange forklarer, hvad der foregik inde i retslokalet:
"Anklagemyndigheden havde et dokumentationsproblem for den sigtelse, som man har bygget op over for min klient. Derfor skulle vi igennem en frygtelig masse dokumentation for at min klient har stået i ledtog med en person, som i øvrigt nu er fængslet for narkotikakriminalitet," siger Jørgen Lange.
20 gram kokain x 7 = 140 gram kokain
Den kendte erhvervskvinde kender den person, der netop er blevet varetægtsfængslet, og det fik ifølge forsvarsadvokaten politiet til at finde kuglerammen frem for at lave en beregning uden hold i virkeligheden:
"Det er dels ren luft. Dels er det en form for matematik, som kriminalpolitiet og efterfølgende anklagemyndigheden har valgt at bygge en sigtelse op om. Min klient har haft møder med den pågældende person. Så har man talt møderne op og beregnet, at hvis der var syv møder og det var 20 gram kokain pr. gang, så drejer det sig om 140 gram kokain," siger han til TV 2 News.
Dommerens kendelse var klar
Det mener hverken Jørgen Lange eller dommeren, at der var belæg for:
"Der er intet som helst belæg for at min klient har nogen forbindelse til det narkomiljø, som hun har været sigtet for eller som hun måske stadig er sigtet for. Rent faktisk er jeg ikke klar over, om min klient stadig er sigtet, men hvis man skal tage dommerens helt klare kendelse om løsladelse til efterretning, så må man sige at der ikke er noget grundlag for at opretholde sigtelsen," siger han til TV 2 News.




