Kendt erhvervskvinde løsladt igen

Fredag d. 31. jul. 2009 kl. 14:14 af kris / liio for TV 2 Nyhederne (opd. d. 31/7 2009; 17:27)

Erhvervskvinde løsladt

En 40-årig kendt erhvervskvinde er netop blevet løsladt, efter hun tidligere i dag blev anholdt i en større narkosag. Kvinden er sigtet for at have modtaget i alt 140 gram kokain med henblik på videreoverdragelse. Hun blev løsladt efter et grundlovsforhør i dommervagten København.

Forsvarsadvokat, Jørgen Lange, siger til TV 2 News, at sigtelsen er grundløs.

Dommeren besluttede at nedlægge navneforbud, og det betyder, at hendes identitet ikke må afsløres.

Kvinden var iført et stort tørklæde, en hat og en orange joggingdragt, da hun blev ført ind i Dommervagten.

Københavns Politi sigter hende for over flere gange og på forskellige steder i Storkøbenhavn at have modtaget de 140 gram. Det skal være sket i perioden fra 11. maj og frem til 4. juni. I den sigtelse, som anklageren læste op, blev der angivet et navn på den mand, der skal have forsynet kvinden med stoffet.

Dommeren besluttede at lukke dørene under retsmødet, så de nærmere detaljer i sagen kendes ikke.

Print artikelSend til en ven Del på facebook