Det er ikke bare patienter med åndedræts- eller hjertesygdomme, der skal udvise særlig agtpågivenhed over for den nye pandemiske influenza H1N1. Gravide bør udvise stor forsigtighed under den kraftige smittebølge, der snart ventes at skylle ind over landet. Det skriver Berlingske Tidende.
"I den situation bør gravide gøre deres bedste for at undgå at blive smittet af influenzaen. De er efter min opfattelse i en risikogruppe," siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Skejby Sygehus, professor Lars Østergaard.
Udtalelsen kommer bl.a. på baggrund af et nyt forskningsresultat fra University of Minnesota i USA. Her har forskere opdaget, at H1N1-virus ændrer de gener, der styrer fostres hjernevækst og udvikling.
Det kan ifølge forskerne føre til børn, der fødes med forøget risiko for at udvikle mentale lidelser som autisme og skizofreni.




