Det må gerne være lidt kongeligt, når den lille ny skal døbes. I hvert fald lader forældre sig kraftigt inspirere af dåb i kongehuset, når de selv står for at skulle døbe et barn, skriver Kristeligt Dagblad.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at både navnene Christian og Isabella avancerede flere pladser på hitlisten over de mest populære navne i kølvandet på prinsen og prinsessens barnedåb. Dåbsforsker, forfatter og præst Lone Hindø forudser, at det samme vil ske efter prinsedåben i Møgeltønder i morgen.
"Det vil det uden tvivl. Mange vil gerne give deres barn et kongeligt navn. Selv da prins Joachim i sin tid blev døbt, og der lød et ramaskrig i befolkningen, som syntes, det var et frygteligt navn, begyndte der alligevel at dukke mange små Joachimer op," fortæller Lone Hindø.
Tegner kjolen af
Navnet er ikke det eneste område, hvor kongehuset skaber dåbsmode.
"Da prins Nikolai skulle døbes i en helt ny dåbskjole, sad kvinder landet over foran tv'et og prøvede at tegne kjolen af for at kunne sy noget lignende. Og da kronprinsesse Mary og kronprins Frederik i forbindelse med prinsesse Isabellas dåb opfordrede folk til at tage badetøj med for at tage en tur i swimmingpoolen, så begyndte flere dåbsforældre at gøre det samme. Flere lader sig også inspirere af menuen," siger hun.
Lone Hindø forklarer tendensen med, at mange gerne vil være en del af den drømmeverden, som kongehuset repræsenterer.
"I den splintrede verden, vi lever i, er kongehuset med til at holde os sammen som land og nation. Derfor er det et forbillede for mange," siger Lone Hindø.
Afsmittende effekt
Også forfatter og hofreporter ved Jyllands-Posten Else Boelskifte bekræfter, at kongehuset blandt andet i forbindelse med dåb fungerer som rollemodel.
"Ja, det har bestemt en afsmittende effekt på befolkningen. Både hvad angår navnene og dåbsklæderne. Man kan også se, hvordan kronprinsesse Mary har dannet skole med sine solbriller og sit tøj," siger hun.
Sociolog og livsstilsekspert Henrik Byager mener, det er en del af vores kulturarv at følge med i, hvad de kongelige gør i forbindelse med dåb, bryllup og andre store fester.
"Festerne i kongehuset får enorm stor opmærksomhed i medierne, så når den brede danske befolkning oplever en så dejlig og positiv begivenhed, får den lyst til at plukke lidt i de forskellige ting. Men når danskerne vælger at give deres barn et kongeligt navn, er det ikke fordi, de føler sig mere fornemme af den grund, men fordi de gerne vil bakke op om, at i Danmark, der hedder vi sådan her. Det har at gøre med danskheden og vores nationale identitet," siger Henrik Byager.




