21,7 mio. euro eller knap 162 mio. kr. Sådan ser bundlinjen ud på regningen til den danske bestilling af 3,1 mio. doser vaccine mod verdens nye pandemi - influenza A (H1N1), der kan vaccinere 1,55 mio. danskere mod sygdommen. Prisen er dobbelt så høj som mod almindelig influenza, men det vækker ikke forargelse i Statens Seruminstitut.
"Prisen er ikke for høj. Vaccinen mod de to influenzatyper er ikke identisk. Den nye vaccine har en vaccineforstærker, som er dyr i sig selv," siger ad. direktør for Seruminstituttet Niels Strandberg Pedersen.
Han tilføjer:
"Priserne på vacciner er i det niveau, som markedet udbyder på. Der findes ikke bedre alternativer."
Prisen for én dosis H1N1-influenzavaccine ligger på syv euro, 52 kroner, mens en almindelig influenzavaccine kan erhverves for cirka 25 kroner.
Allerede for tre år siden tegnede Danmark en kontrakt med den britiske medicinalgigant GlaxoSmithKline (GSK) om at levere vaccine til en kommende pandemi, og prisen blev i samme pennestrøg aftalt. Garantikontrakten blev godkendt i Folketinget.




