USA's forsvarsminister, Robert Gates, meddelte i dag, at den amerikanske hær "midlertidigt" vil blive forøget med op til 22.000 soldater for bedre at kunne takle de internationale opgaver, den bliver pålagt.
"Efter anbefaling fra minister for hæren, Pete Geren, og forsvarschef, general George Casey, og med præsident Obamas stærke støtte, meddeler jeg i dag en midlertidig forøgelse af den aktive del af hæren med op til 22.000 mand," sagde Gates. Forøgelsen af antallet af soldater vil vare i tre år," sagde Gates.
På et pressemøde sagde forsvarsministeren, at forøgelsen særligt skyldes presset på de amerikanske styrker i Irak og Afghanistan. Den vil få den amerikanske hær til at vokse fra 547.000 til 569.000 soldater.




