I den tyske by Nürnberg undersøger statsanklageren nu om der kan rejses tiltale mod et galleri for at have havenisser i vinduet
I den tyske by Nürnberg undersøger statsanklageren nu om der kan rejses tiltale mod et galleri for at have havenisser i vinduet. Nu er det heller ikke helt almindelige havenisser, der er tale om.
Havenissen i guld hæver sin ene arm til nazi-hilsnen "Sieg Heil". I Tyskland er nazistiske symboler forbudt ifølge landets forfatning.
De heilende havenisser er lavet af kunstneren Otmar Hörl, der er rektor for kunstakademiet i Nürnberg.
"Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er jeg har lavet," siger Otmar Hörl til den tyske tv-station ARD. "Men efter reaktioner at dømme, har jeg stukket min finger i et åbent sår," slutter Otmar Hörl.
De heilende havenisser i galleriet er ikke unika, men er fremstillet i flere hundrede eksemplarer, som Otmar Hörl har udstillet på diverse kunstmuseer i Europa, uden det har ført til nogen klager.




