Jackson: Stor hyldestkoncert på vej

Tirsdag d. 14. jul. 2009 kl. 22:06 af krja for TV 2 Nyhederne

Pop star Michael Jackson

Arrangøren bag de nu aflyste 50 "This is it"-koncerter med Michael Jackson i Londons O2-arena, Randy Phillips, forsøger at stable en storslået hyldestkoncert på benene i stedet.

Randy Phillips siger i dag, at han regner med at træffe den endelige beslutning i løbet af denne uge. Lykkedes det, skal koncerten holdes 29. august, hvor Jackson ville være fyldt 51 år.

"Det, vi overvejer, er en massiv hyldest, der transmitteres kloden rundt," siger Phillips ifølge SKY NEWS.

Tiden er knap
"Min hovedprioritet lige nu er at præsentere "This Is It: Produktionen" forhåbentlig med familien Jackson, Janet Jackson og andre artister," fortsætter Phillips.

Men endnu er intet sikkert, og tiden er knap.

"Vi skal træffe nogle svære valg denne uge, ellers er det for sent så meget som at overveje at få noget sat sammen til den 29. august," siger han.

Randy Phillips oplyser desuden, at han er i kontakt med instruktøren af "High School Musical", Kenny Ortega, som instruerede "This is it"-showet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook