Danskere betegnes som seksuelt frisindede, men noget tyder på, vi også kan være snerpede.
I hvert fald siger 23 procent, at de føler sig generet af homoseksuelle par, der kysser. Det viser en meningsmåling, YouGov Zapera har lavet for metroXpress.
"Det var dog et nedslående højt tal. Det kan åbenbart stadig vække stærke følelser, når to mennesker af samme køn er intime," siger formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, HC Seidelin.
Direktøren for homobegivenheden World Outgames, Uffe Elbæk, er ikke overrasket.
"Jeg er ked af, at der er så mange, men det svarer til min egen oplevelse af, hvordan virkeligheden ser ud," siger han.
Nej tak til nøgne mænd og kvinder
I undersøgelsen svarer danskerne på, hvad de væmmes ved. Topscoren er nøgne mænd i det offentlige rum. Hele 32 procent gider ikke, at se mændene uden tøj på.
Lidt bedre ser det ud, når det kommer til nøgne kvinder. Her er det 26 procent af danskerne, der generes af kvinder uden en trevl på kroppen.
DET VÆMMES DANSKERNE VED:
- 32 procent generes af at se nøgne mænd i det offentlige rum.
- 26 procent bryder sig ikke om at se på nøgne kvinder.
- 23 procent vil ikke se på homoseksuelle par, der kysser.
- 18 procent bliver generet af at se par, der kysser inderligt og kæler åbenlyst.
- 9 procent er trætte af at se på topløse kvinder.
Kilde: YouGov Zapera




