Hop til indhold

DOWNLOAD NYHEDSAGENT

Brødre dømt for vold mod søster

To bosniske brødre er dømt for vold og trusler mod deres egen søster.

Østre Landsret valgte endda at skærpe dommen markant.

Oprindeligt blev de to ved Retten i Glostrup straffet med 60 dages fængsel, men landsretten har sat straffen op til fire måneder til hver.

De er begge dømt for vold ved at have givet lillesøsteren flere lussinger. I det hele taget har de brugt trusler og vold til at styre søsterens liv, skriver landsretten i dommen.

Familiens overhoveder
Den nu 20-årige kvinde har i retten forklaret, hvordan brødrene var familiens overhoveder. De brød sig ikke om hendes danske kæreste og satte strenge regler for, hvor hun måtte færdes. Ifølge kvinden blev hun truet på livet af brødrene, hvis ikke hun brød forholdet, og hun frygtede at blive sendt til en moster i Montenegro. Til sidst valgte hun at stikke af fra familien.

Forældet indstilling
De to brødre har til gengæld nægtet sig skyldige i vold. De har erkendt, at de fandt kæresten vel ung, men de forsøgte blot at beskytte deres lillesøster. I retten har de forklaret, at de nok er muslimer, men langt fra er stærkt troende.

Da byretten afsagde dom i sagen, lagde dommeren da også vægt på, at sagen ikke bunder i æresbegreber, men alene i en "efter danske forhold forældet indstilling, som ikke tager højde for kønnenes ligestilling i det danske samfund".

Annonce:


Gå til nyhedsbreve.tv2.dk Find RSS-feeds Hent TV 2s pauseskærm

Annonce: