Video giver fans nyt håb: Jackson lever

Mandag d. 29. jun. 2009 kl. 15:10 af nabr / mira for TV 2 Nyhederne (opd. d. 30/6 2009; 11:51)

Ifølge den seneste teori kan man på ovenstående videoklip se Michael Jackson dreje sig i ligposen på båren lige før helikopten med hans lig lande

Der gik ikke mange dage efter Michael Jacksons død til de første konspirationsteorier så dagens lys. Ifølge den russiske efterretningstjeneste står CIA bag hans død, mens flere tror, at Jackson stadig er i live efter at have set billeder fra helikopteren, der transporterede hans lig væk

Af Natali Braagaard

Michael Jacksons familie og fans over hele verden sørger over popkongens død, og alverdens medier har vist billeder af Michael Jacksons lig, der bliver flyttet efter obduktionen, ligesom den britiske avis The Sun desuden skal have fået fat i Michael Jacksons obduktionsrapport.

Alligevel lever konspirationsteorierne i bedste velgående, når det gælder popkongens død - ligesom det har været tilfældet med andre store stjerner gennem tiderne som f.eks. Elvis Presley, Marilyn Monroe og prinsesse Diana.

"Lavede også stunt i 1995"
Da nyheden om, at Michael Jackson var blevet hentet fra sit hjem af en ambulance, brød ud, erklærede en blogger fra Hollywood sig tvivlende overfor nyheden, fordi "Jackson havde lavet et lignende stunt før en stor koncert i 1995." Det skriver Daily Telegraph.

Beskeden blev skrevet før, det blev bekræftet, at Michael Jackson var afgået ved døden. Men hans død satte ikke en stopper for rygterne - på hjemmesiden Digitalspy dukkede denne besked op:

"Han skylder millioner og indser, at han ikke kan levere 50 koncerter i hans store comback-turne, så han iscenesætter sin egen død, får en ny identitet (som han har prøvet at gøre i flere år) og forsvinder."

Denne teori mener flere bliver understøttet af, at Michael Jackson havde aflyst fire af hans comeback-koncerter i London.

Også den danske producer Carsten Soulshock troede først, at der var tale om et PR-stunt, da han hørte nyheden - han fortæller dog til TV 2, at han hurtig blev klar over, at der ikke var tale om et nummer.

Jackson krydsede grænsen
På YouTube har der de sidste tre dage ligget et videoklip, som brugeren hævder, er et par måneder gammelt - klippet handler om et nyhedsindslag, der fortæller, at en radiostation for sjov erklærede Michael Jackson død af en overdosis for to måneder siden.

Nyhedsindslaget stammer fra Channel 4.

Samtidig skriver hjemmesiden www.michaeljacksonhoaxdeath," at vidner - ifølge en endnu ikke bekræftet rapport fra USA's grænsekontrol - har set Michael Jackson krydse grænsen mellem Californien og Mexico sammen med en anden mand torsdag aften.

Fik overdosis af læge
Et af de mest vedholdende teorier er, at Michael Jackson fik en overdosis af det stærkt smertestillende medikament Demorol af hans egen læge, Dr. Conrad Murray. Lægen skulle angiveligt være forsvundet efter Michael Jackson blev hentet af en ambulance i hjemmet i Beverly Hills i Los Angeles.

Andre spekulationer lyder, at Michael Jackson har begået selvmord, og at hele historien om hjertestop er blevet opdigtet, for at stjernen kunne dø med værdighed.

Bevæger sig i ligposen
Fans spekulerer nu også i, at Michael Jackson slet ikke er død.

Det sker efter en video af Michael Jacksons lig, der blev fragtet i helikopter fra UCLA Medical Center i Los Angeles til et nærliggende retsmedicinsk institut.

Kameraer i helikoptere filmede løs, og lige inden helikopteren lander, kan man se den hvide ligpose på båren. Mange fans mener, de kan se hvordan Michael Jackson inde i ligposen drejer sig lidt til siden og derfor ikke er død.

Se videoen øverst i artiklen.

Rusland: Dræbt af CIA
I den lidt mere skøre ende forlyder det, at popstjernen ikke er død, men at hjemmesiden TMZ - der brød nyheden om, at Michael Jackson var død - kom til at erklære popstjernen død for tidligt, og at andre medier bare hoppede med på vognen. Det skriver Anorak News.

I Rusland har kilder i efterretningstjenesten FSB angiveligt fortalt præsident Dimitry Medvedev, at Michael Jackson blev myrdet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Den russiske satellit Kosmos skal angiveligt have opfanget elektromagnetiske impulser fra koordinater, der stemmer overens med popstjernens hjem i Los Angeles. Impulserne skal svare til de samme mønstre, der stammer fra EMR-våben, der har elektromagnetisk stråling.

En anden blogger hævder, at Michael Jackson er blevet dræbt af et nyt eksperimenterende biovåben.

Print artikelSend til en ven Del på facebook