2500 irakiske asylsøgere væk i DK

Tirsdag d. 23. jun. 2009 kl. 23:24 af jely for TV 2 Nyhederne

Irakere i Vor Frue Kirke

Mens debatten raser om 250 afviste irakiske asylsøgere, som står til at blive sendt tilbage til hjemlandet, er over 2500 af deres landsmænd forsvundet fra de danske myndigheders blik i løbet af de seneste fem år. Rigspolitiet skønner, at de har forladt Danmark. Men i virkeligheden ved ingen, hvor hovedparten af dem er henne. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen dukker nogle få af de forsvund­ne asylsøgere op igen, fordi de - efter at have søgt asyl i et andet EU-land - bliver sendt tilbage.

"Det forekommer for nogle af dem, men det er ikke voldsomme tal," siger Hans-Viggo Jensen.

Går under jorden
Andre af de forsvundne asylsøgere går under jorden i Danmark, men bliver på et tidspunkt opdaget og anholdt af politiet.

"Det forekommer dog heller ikke ret ofte. Så hvis man bruger de to indikatorer, kunne man have den opfattelse, at de forsvundne irakere ikke er her i landet længere. Det tror jeg også er tilfældet for langt hovedparten. Men jeg vil naturligvis ikke afvise, at nogle af dem lever under jorden og opholder sig her i længere tid," siger Hans-Viggo Jensen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook