Danske nazister benytter som så mange andre Facebook til at nå ud med deres budskab.
Med videoer, taler og deltagelse i grupper bruger formanden for de danske nazister, Jonni Hansen, aktivt det sociale netværk, skriver metroXpress.
"Facebook er perfekt til at kommunikere vores budskab til en masse nye mennesker. Det har indtil videre resulteret i, at mange har skrevet til mig og stillet store og små spørgsmål. Og vi har da også fået nogle nye medlemmer," siger Jonni Hansen.
Nypudsede støvler og holdninger
Nazi-lederen står ikke alene med sine ekstreme samfundsholdninger på Face-book. Han får selskab af næsten 130 "venner".
Det er ikke overraskende, at nazisterne viser deres nypudsede støvler og holdninger frem på Facebook, mener sociolog ved Københavns Universitet Rene Karpantschof.
"Jonni Hansen er leder for en gruppe, der forsøger at mobilisere opbakning og nye medlemmer. Derfor er det oplagt at debutere på den mest populære sociale netværksside på nettet. De forventer, at det er måden, de kan komme i kontakt med sympatisører og give deres budskaber en større slagkraft," siger sociologen, der har forsket i nynazisme.
Rene Karpantschof tror dog ikke, at nazisternes medlemstal eller opbakning vil ændre sig radikalt med ankomsten på Facebook.
Leder på tekniske skoler
Research-kollektivet Redox arbejder med at kortlægge højreekstreme grupper.
"Nazisterne leder for eksempel efter unge på teknisk skole, som har været oppe at slås med indvandrere, som de kan tiltrække," siger Redox' talsmand, Jonas Jensen.
Redox vurderer, at Facebook-offensiven er et tegn på ny ledelse.
"Det er helt klart ikke Jonni Hansens egen idé. Det er den yngre generation af nazisternes ledelse, der har fået ham overtalt. De nye folk har mere føling med, hvad der rører sig. De laver YouTube-videoer i tide og utide og skriver åbent på Facebook, at de har været ude og dele løbesedler ud."
- Fik nazi-propaganda i postkassen
- Demjanjuk er landet i Tyskland
- Gammel nazist fanget på det forkerte ben
- Naziforbryder kan nu udleveres
- Nazist tævet på Hitlers fødselsdag
- Overfaldet på vej til Hitlers fødselsdag
- Jonni kom - det gjorde uroen ikke
- Jonni Hansen: Vi vil forsvare os
- Tavshed omkring nazimøde i Århus




